Forskning i virksomheds- og organisationsarkiver, trussel eller kritisk korrektiv?

af Jørgen Fink, arkivar ved Erhversarkivet i Århus

Jeg har med tak taget mod indbydelsen til at tale om forskning i virksomheds- (bedrifts-) og organisationsarkiver ud fra problemstillingen: trussel eller kritisk korrektiv? Men jeg vil med det samme sige, at jeg ikke mener, at der er tale om hverken trussel eller kritisk korrektiv, og jeg vil advare mod, at man anvender denne tilgang til erhvervshistorien (næringslivshistorien). Hermed er på forhånd angivet de synspunkter, som dette foredrag vil munde ud i. Først vil jeg imidlertid prøve at anskue forskning i virksomheds- og organisationshistorie i et større perspektiv.

Retten til kundskab

Det overordnede tema i denne session er «Hvem ejer informationerne (kunnskapen) i arkiverne?» Dermed er problemstillingen knyttet an til spørgsmålet om borgernes rettigheder i et demokratisk retssamfund.

Det var først med den franske revolution, at offentligheden fik adgang til arkiverne. Retten til at gøre sig bekendt med de offentlige myndigheders embedshandlinger blev opfattet som en del af de demokratiske rettigheder. De åbne offentlige arkiver kan føre deres historie tilbage til denne tid. Imidlertid er det vigtigt at gøre sig klart, at dette kun gælder de offentlige myndigheders og den offentlige administrations arkiver. Den samme idestrømning, som krævede de statslige arkiver åbnet for offentligheden, krævede også privatlivet beskyttet mod offentlig indsigt (innsyn). Borgerens ret til at eje sine egne private værdier herunder sine egne arkiver blev opfattet som en lige så vigtig del af de demokratiske rettigheder som borgerens ret til at gøre sig bekendt med de offentlige myndigheders arkiver. Når det drejer sig om private arkiver står der altså to borgerlige rettigheder over for hinanden: Arkivbrugerens ret mod arkivejerens. Det skaber et spændingsfelt, og beskæftiger man sig med erhvervsarkiver (virksomheds- og organisations-), er det inden for det spændingsfelt, at man arbejder. Også dette vil jeg vende tilbage til senere. Her vil jeg først prøve at skitsere hvad man kunne kalde den demokratiske idealtilstand på arkivernes område.

Den demokratiske idealtilstand

Hvis alt var, som det skulle være, så ville alle bevaringsværdige arkiver - både offentlige og private - blive indsamlet og opbevaret og stillet til rådighed for offentligheden. Kun hvor særlige hensyn gjorde sig gældende, skulle der ske indskrænkninger i dette princip: Hensyn til statens sikkerhed, hensyn til forretningshemmeligheder og hensyn til privatlivets fred. Den danske arkivlovs bestemmelser om en generel adgangsbegrænsning på 30 år og en adgangsbegrænsning på 80 år, hvor særlige hensyn gør sig gældende, forekommer at være en udmærket praktisk tillempning af dette princip, hvad de offentlige arkiver angår. Hvad de private arkiver angår, ville idealtilstanden kræve, at de var omfattet af afleveringspligt ligesom de offentlige. Man kunne argumentere for, at virksomheder i dag havde ændret sig meget i forhold til virksomheder på den tid, da næringsfriheden blev indført, og der begyndte at komme virksomheder i moderne forstand. I gamle dage var virksomhederne virkelig private. Det var Herr-im Hause-princippet, der var gældende. Grænsen mellem husholdning og virksomhed hos en mester eller købmand var ikke skarp, og erhvervsaktiviteten kunne med rimelighed opfattes som en del af privatlivet. Men i vore dage er erhvervsaktiviteten gennemreguleret af lovbestemmelser og cirkulærer og af arbejdsmarkedets forhandlingsøkonomi med dens aftaler og overenskomster, og virksomhederne har ændret sig og er meget klart afgrænset i forhold til husholdning og privatsfære. Grænsen mellem offentligt og privat går i dag ikke ved virksomhederne men ved hjemmene. Ud fra denne tankegang skal der derfor ikke være forskel på erhvervsarkiver og offentlige arkiver, og erhvervsarkiverne kunne så passende inddrages under 30/80 års reglen.

Det er altså den demokratiske idealtilstand: Folket ejer informationerne i arkiverne (med mindre praktiske undtagelser) og det gælder både offentlige og erhvervsmæssige arkiver.

Realiteterne

Vi kan herefter se på de faktiske forhold. De afviger en del fra den demokratiske idealtilstand både hvad de offentlige og hvad erhvervsarkiverne angår.

Ejendomsretten til arkivernes informationer er en demokratisk ret, men den hviler på i hvert fald to forudsætninger:

1) At arkiverne er i en sådan stand, at de kan bruges
2) At arkiverne kan give et retvisende billede af samfundets historie

Hvad den første forudsætning angår, er det velkendt for alle arkivarer, at der kan ligge et problem dèr. Det bedste sted at gemme noget bort er givetvis i et arkiv. Det er i øvrigt ikke noget, jeg vil gå dybere ind i, men når man, som det sker i denne sessions hovedtema, anskuer arkiverne ud fra den højeste demokratiske synsvinkel, er det dog værd at notere, at håbløst uordnede arkiver repræsenterer en indskrænkning i borgernes demokratiske rettigheder, en faktisk begrænsning i offentlighedens adgang til information. (Det gør naturligvis ikke så meget, så længe der ikke er nogen, der ønsker at bruge disse arkiver).

Mere vigtig er for så vidt den anden forudsætning. Den demokratiske ret til arkivernes information er en ret til på grundlag af autentisk materiale at kunne danne sig sin egen begrundede mening, og det forudsætter naturligvis at det relevante materiale er bevaret. Jo større huller eller skævheder, der er i det bevarede materiale, jo mere begrænses den demokratiske ret. Ejendomsretten til en arkivinformation, der kun kan give et misvisende billede af en sag, er ikke meget værd. Skal den demokratiske ret være en faktisk, positiv ret, må man sikre sig, at arkivinformationen kan bruges til at tegne et retvisende billede af samfundets udvikling.

De offentlige arkiver

Der er her en forskel mellem de offentlige arkiver og erhvervslivets arkiver. De offentlige arkiver rummer tilsyneladende de færreste problemer. Her er der en afleveringspligt, et professionelt indsyn med arkivdannelsen og et udbygget system af arkivinstitutioner til at håndtere den. Der er regler, for Danmarks vedkommende fastsat i arkivloven af 1992 med revision pr 1997. Det er ovenfor nævnt, at der er lavet en praktisk tillempning af offentlighedens arkivadgang i form af 30/80 års aldersbegrænsningen. På papiret er det danske samfund derfor hvad de offentlige arkiver angår tæt på den demokratiske idealtilstand. Men endda er der manipulationsmuligheder. Afleveringspligten og det professionelle indsyn forhindrer ikke embedsmænd i den offentlige administration i, at anbringe bestemte arkivalier i sager, så de stadig er i brug (og dermed foreløbig undtaget fra afleveringskravet) eller tilbageholde nøgler til materialets brug, eller foretage særlig arkivdannelse omkring bestemte arkivalier; der kan ske uhjemlet kassation med eller uden forsæt, og papirer kan slet og ret «blive væk». Selv den mest liberale arkivlov afgiver ingen garanti for, at der ikke kan forekomme bevidste eller ubevidste afvigelser fra afleveringspligten og dermed faktiske indskrænkninger i den demokratiske ret til at have adgang til arkivernes information.

Dertil kommer, at afleveringspligten rent kvantitativt omfatter så enorme bjerge af papir, at kassation er en uomgængelig nødvendighed. Også dette er velkendt for arkivarer, og heller ikke det skal der gåes dybere ind i her, men det er dog værd at notere i den foreliggende sammenhæng, at en forkert kassationspolitik kan gøre de demokratiske arkivrettigheder illusoriske.

De private arkiver

Der er imidlertid endnu et punkt i denne forbindelse: De offentlige arkiver alene giver ikke et retvisende billede af samfundets udvikling. Og hermed er vi ovre ved de private arkiver og det, der er hovedsynspunktet i denne artikel. De private arkiver omfatter i øvrigt mere end bare erhvervslivets arkiver, så når interessen i det følgende koncentreres om virksomhedernes og organisationernes arkiver er det i sig selv en afvigelse fra den demokratiske idealtilstand.

Erhvervslivets arkiver var i den demokratiske idealtilstand sidestillet med de offentlige, det er de ikke i det virkelige liv. De er ikke underlagt nogen afleveringspligt, og der er ikke noget indsyn med arkivdannelsen, men de er omfattet af den private ejendomsret, og hvis man vil søge det ændret ved lov, vil der være tale om en form for ekspropriation. Også det skal tages op senere. Her vil jeg først se på den institutionelle side af privatarkivområdet.

I næsten alle lande findes der et udbygget net af arkivinstitutioner, der kan håndtere de offentlige arkiver. Derimod er privatarkivområdet almindeligvis overladt til tilfældighederne. Der kan være små afdelinger i de offentlige arkiver, der tager sig af dette, der kan være mere eller mindre professionelle lokalarkiver, som indsamler erhvervsarkiver sammen med andre privatarkiver. I England og USA er der en del universiteter, der har en samling af erhvervsarkiver. Særlig store virksomheder har deres egne arkiver, og i hvert fald ét sted er arkivet et selvstændigt profitcenter, der tilmed giver overskud (Coca Cola). Det eneste sted, hvor der eksisterer en landsdækkende, offentlig arkivinstitution, der har et ansvar for at indsamle arkiver fra erhvervslivet, er i Danmark, hvor Erhvervsarkivet har til opgave at udføre dette arbejde. Finland og Norge har tilløb til noget lignende.

Det er kulturpolitisk set meget uheldigt, at det kun er Danmark, der har taget denne opgave op på denne måde. Der burde i alle lande være en offentlig institution, som havde et overordnet ansvar for indsamlingen af privatarkiver herunder erhvervsarkiver; som kunne forestå og koordinere indsamlingsarbejdet, formulere en indsamlingsstrategi og tilvejebringe et samlet overblik over hvad, der findes, uanset om det er på lokalarkiver, i virksomhederne selv eller det er afleveret til et offentligt arkiv. Der er et misforhold mellem den omhu, man ofrer det offentliges arkiver, og den ligegyldighed, man viser erhvervslivets. En vigtig side af samfundenes historie bliver herved forsømt.

Måske hænger det sammen med de enorme mængder af arkivalier, det drejer sig om. Jeg skal belyse dette ved at redegøre for situationen i Danmark. Et forsigtigt skøn for Danmarks vedkommende peger på, at det drejer sig om 2.300 hyldekilometer arkivalier. Enhver kan sige sig selv, at det ikke kan lade sig gøre at indsamle så meget. Det har vi til gengæld heller ingen pligt til. De private virksomheder har ingen pligt til at aflevere til os, og vi har ingen pligt til at modtage deres arkiver. Vi skal indsamle arkivalier fra det private erhvervsliv, men kun i det omfang, vi finder dem bevaringsværdige. Vi begrænser os til at indsamle et repræsentativt udsnit af det danske erhvervslivs arkivalier, repræsentativt i forhold til sektor, branche, virksomhedsstruktur og lokalitet og med plads til både det typiske og det usædvanlige. Og i øvrigt består vores planlægning for en stor del af improvisationer, fordi der hele tiden sker noget uventet. Det er imidlertid ikke så afgørende. Det afgørende er, at der findes en institution, der har ansvaret for, at der indsamles og opbevares arkivalier fra et repræsentativt udsnit af nationens erhvervsliv, således at denne side af samfundets historie ikke forsømmes. Det er et bidrag til, at man kan danne sig et retvisende billede af samfundets historie.

Erfaringerne fra Danmark

Dette er så baggrunden for det arbejde vi udfører på Erhvervsarkivet i Århus. Vi indsamler arkiver fra erhvervslivet, ikke bare enkelte interessante virksomheder, hvor man kan ønske et kritisk korrektiv, men som en systematisk aktivitet år efter år og med henblik på at skabe en samling, som er repræsentativ for det danske erhvervsliv. Det gør vi i en situation, hvor ingen har pligt til at aflevere noget til os. Alligevel er det lykkedes at indsamle 50 km, så vi har ikke noget ønske om, at der indføres afleveringspligt. En afleveringspligt ville umuligt kunne omfatte alle virksomheder og alt materiale, jvf. de 2.300 kilometer, som blev nævnt ovenfor. Det ville altså blive nødvendigt at indskrænke afleveringspligten, men meget vanskeligt at fastlægge hvem og hvad der skulle gemmes. Indførtes der afleveringspligt, skulle der også føres kontrol med, at den blev overholdt og etableres sanktionsbestemmelser, hvis den ikke blev overholdt, og selv i det tilfælde ville der ikke være nogen garanti for, at alt det, der skulle afleveres, også blev det. Der eksisterer som nævnt ikke noget indsyn med arkivdannelsen, så allehånde kassationer og bevidste manipulationer vil kunne foregå, medmindre der blev indført yderligere kontrolforanstaltninger, som i øvrigt næppe ville kunne være effektive.

Vi er som sagt udmærket tilfreds med, at der ikke er nogen afleveringspligt, og med at vi skal forhandle os frem til aftaler om aflevering. Som nævnt ovenfor sker det i et spændingsfelt, nemlig feltet mellem arkivbrugerens og arkivejerens ret.

Det gælder først og fremmest om at skabe forståelse hos arkivejerne for, at det er en kulturpolitisk vigtig opgave at indsamle og bevare erhvervsarkivalier, og hvis man skal få private virksomheder og organisationer til at aflevere deres arkiver (og nb alle relevante dele af arkiverne), så kræver det tillid. Det er vigtigt at skabe tillid til, at det afleverede materiale ikke vil blive brugt imod den, der har afleveret det. Det betyder i praksis som regel, at materialet båndlægges (klausuleres) for en kortere eller længere periode. Historikerens interesse er her en anden end journalistens. Vi har tid til at vente. Det vigtigste må være at sikre, at det bevaringsværdige kildemateriale bevares for eftertiden, og hvis prisen er, at materialet båndlægges i en periode, så mener jeg, at vi må betale den pris.

Det lyder ikke særlig heroisk, og det er ikke særlig heroisk, men jeg vil også gerne advare mod, at man søger heroiske og meget principielle løsninger på dette problem. Hvis man ser sig blind på den borgereret, der hedder retten til at bruge et arkiv, og glemmer den borgerret, der hedder retten til at eje et arkiv, går det galt. Hvis man alene handler ud fra problemstillingen trussel eller kritisk korrektiv, opnår man intet. Går man til en virksomhed eller privatmand og siger: Du må ikke opfatte det som en trussel, men offentligheden har brug for et kritisk korrektiv, så alle kan se, hvad det er, du og dit firma egentlig laver, er chancen for at få arkivet ikke stor. Vil man løse den kulturpolitiske opgave, det er at indsamle arkiver fra erhvervslivet og andre private, må man anvende den nødvendige tålmodighed og diplomatiske takt. Og hvis det indebærer, at materialet klausuleres for en tid, må man tage det med. Alternativet er, at man slet ikke får noget. Det er et område, hvor det i så udpræget grad - for at bruge et kendt norsk replikskifte - ikke gælder om at stå fast, men om at holde kjeft.

Trussel eller kritisk korrektiv?

Det ønskede emne var forskning i virksomheds- og organisationsarkiver, og jeg har mest talt om indsamling af dem. Det er med vilje og ikke et forsøg på at snakke uden om, men et forsøg på at placere emnet i den større sammenhæng, hvor det efter min mening hører hjemme. Jeg ser ikke denne form for forskning som hverken en trussel eller et kritisk korrektiv, men som en uundværlig del af den samlede historiske udforskning af den samfundsmæssige udvikling. Hvis man betragter denne forskning som et korrektiv, har man på forhånd tildelt den en marginal rolle, nogle punktvise supplementer til den egentlige forskning, og derved undervurderer man emnets betydning. De, der kan betragte denne forskning som en trussel, vil være arkivejerne, og i det omfang, de betragter forskning i deres arkiv som en trussel, kan historikeren kun vælge mellem at redde materialet ved at acceptere, at det klausuleres, eller helt at blive afskåret fra at bruge det. Så når spørgsmålet lyder: trussel eller kritisk korrektiv, er svaret: hverken eller. Forskning i virksomheds- og organisationsarkiver skal som al anden forskning være kritisk, og historikeren har her som alle andre steder en forpligtelse til at være fair og afbalanceret i sine konklusioner. Den vil almindeligvis ikke komme samtiden nærmere end en generation (30 år), men med al respekt for samtidshistorien er det ikke nogen skade til.

Bedrevet kritisk-afbalanceret kan den ikke med rimelighed opfattes som en trussel, og den er ikke et korrektiv, men en uundværlig del af den samlede bestræbelse på at give et retvisende billede af den historiske udvikling.